De ensidige debatter

Det er ingen hemmelighed, at jeg nyder en god diskussion. Dog møder jeg alt for ofte de ensidige debatter, hvor folk elsker at fremkomme med vanvittige påstande som alibi for deres vrangforestillinger. Man kunne pænt definere disse som ‘træmænd’, altså kunstige argumenter, som alene italesættes for at man bagefter kan modsige dem.

Det er lige til en omgang Detektor på DR, men ingen gider egentlig diskutere med de folk som altid italesætter en enten fuldkommen sort eller fuldkommen utopisk agenda. Virkeligheden er ikke hverken sort eller hvid. Der er mange tusinde gråtoner i den nuancerede virkelighed.

For dem som TØR skelne mellem virkelighed og fantasi, er der meget at hente ved at lære af hinanden. Løsninger findes ikke ved polerne i det politiske, men derimod ved brede alliancer – og dét burde også være forstået hos de folk, som diskuterer politiske emner.

Det er bare ikke virkeligheden i dag. Når man italesætter et emne, som en af fløjene ikke kan lide, så står skældsordene i kø for at modvirke det at folk rent faktisk deler tanker og ideer. Så er man enten det ene eller det andet. Det kan vedkommende i den anden ende af skærmene altså vurdere – og når først dette selvdefinerede førstehåndsindtryk er cementeret i beton er det svært at ændre.

Hvad mener jeg så med det?

Jeg mener vi bør møde hinanden ud fra de argumenter vi læser, og så undlade at læse ting ind i teksten bare fordi det lige passer ind i den skabelon mange har af hvordan en person med én bestemt holdning må være.

For billedet passer kun ganske sjældent.

For dem som studerer kommunikation eller retorik, så er dette kommunikation for begyndere. Når mennesker møder hinanden, og anerkender hinanden, ud fra de argumenter der bruges, så er vi langt tættere på de kriterier som journalisten Clement også bruger i Debatten på DR2. 🙂

God weekend til alle.

Leave a Response