Jeg er nu nået til afsnit 9 i 3. sæson af Broen. Indrømmet, serien fangede mig ikke da den blev sendt på TV. Til gengæld blev jeg interesseret da jeg, som bekendt, fik adgang til et prøveabonnement på Netflix. Dér så jeg så sæsonerne 1 og 2, og købte efterfølgende sæson 3 på dvd.
Her efter ungerne var på besøg i weekenden gik jeg så i gang med sæson 3, og er nu næsten færdig med serien. Den er hamrende god, så den kan varmt anbefales.
En væsentlig lektion i serien må siges at være, at man skal huske at holde fri. Ganske som Martin (spillet af Kim Bodnia) lander i vanskeligheder i slutningen af sæson 2 på grund af personligt hævnmotiv, så er Saga (spillet af Sofia Helin) helt klart belastet af manglende evne til at koble af. Da hun i 8. afsnit glemmer at visitere en anholdt for våben, er der klart tale om procedurefejl, og en fejl en erfaren betjent aldrig ville gøre, hvis hun var i fuld kontrol.
Jeg vil ikke spoile handlingen for dem, som ikke har set serien ved at afsløre alle de andre ting, som også spiller ind, men det er en væsentlig pointe, at kroppen skal have hvile og ro engang imellem.
Har du set Broen? Hvad er dine tanker om serien?