I gamle dage var det god kutyme, at man kom i telefonbogen med sin virksomhed. Så ‘var man ligesom noget’ – dengang.
I dag googler eller binger vi de ting vi mangler. Jeg tænkte faktisk over det da jeg lørdag aften tømte postkassen da jeg kom hjem efter at have fejret bedstefars fødselsdag sammen med bl.a. min ældste niece og hendes kæreste, min søster og min nevø i Dianalund.
Telefonbøger er faktisk det rene spild af godt træ. Jeg tvivler på der overhovedet er nogen der åbner dem, for de indeholder intet du ikke kan finde i forvejen…
Det er nok ikke lige dén sang virksomhederne får i telefonen når endnu en reklamesælger forsøger at sælge dem en annonce. Hvis der henvises til læserundersøgelser, så må det være en gruppe på et lokalt plejehjem der er blevet spurgt om hvordan de finder oplysninger, for alle andre bruger internettet.
Faktisk er det ret morsomt, for når man skal finde en institution eller et firma som ikke er til stede online, så er det faktisk dér man først begynder at undre sig. For hvem kan dog ikke se, at målgruppen er online?
