Ærlighed frem for alt…

Gennem livet oplever vi alle en del vanskelige situationer. Situationer hvor vi skal vælge mellem at oplyse venner og bekendte selv når oplysningen kan være hård at sluge. Eller at fortie situationen.

Der er skrevet lange bøger om ikke at såre folk yderligere hvis ikke der er sket nogen skade. Det evige dilemma.

For hvis den dårlige adfærd gentager sig, hvad skal man så gøre? NÅR adfærden HAR gentaget sig, mener jeg kun der er ét valg, nemlig ærlighed frem for alt.

Jeg har lige været i en sådan situation hvor kvinden i et ægteskab rendte rundt og skabte gæld overalt samtidig med hun bagtalte sin mand med påstande om hvor dårligt hun havde det dér hvor hun var, at han var så og så slem. Det var faktisk meget troværdigt, indtil jeg kom til at tale med nogle fælles venner som kendte begge. Han var bestemt ikke som hun havde karakteriseret ham – faktisk det modsatte.

Hans store problem var, at hun troede hun kunne true ham med, at hun ville tage deres fire børn hvis han sagde fra. Og dér går grænsen!

Jeg blev glad for Søren tog godt imod informationen, og det skal lige siges jeg bestemt heller ikke skjulte for ham, at jeg på et tidspunkt selv var ved at falde for hendes charme, men at jeg netop var blevet taget ved næsen, og derfor syntes det var på sin plads, at han vidste at både jeg og vore fælles bekendte ville bakke ham op fordi denne kvinde var i gang med at ødelægge deres liv ved de løgne hun spredte.

Hun havde fået adskillige advarsler om at hendes adfærd var særdeles upassende, ja ligefrem en skideballe der i hvert fald intet savnede i klarhed fra en af mine veninder, som gjorde hende det meget tydeligt, at konsekvenserne ville være at hun ville stå HELT ALENE når hun fortsatte.


Hvad kan vi andre lære af denne beretning?

Verden er ikke større end at folk kender hinanden – om ikke direkte, så indirekte.
Løgn kan aldrig bruges som løsning på et konkret problem. Igen vil det afsløres når fælles bekendte leverer nye brikker til puslespillet som afslører at noget ikke passer sammen med virkeligheden.

Men, endnu værre, er at det er vigtigt at lære, at hvis personen hjælpes på selvtillidsfronten, og bagefter spiller på flere heste, så er der noget rivende galt. Så er det hele kun et stort skuespil…


Jeg håber naturligvis de pågældende finder sammen og får snakket tingene ordentligt igennem. Jeg ved Søren ønsker det, men jeg er i tvivl om hans kampvilje deles af hans kone. Dét ægteskab er dømt til at mislykkes alene fordi der ikke er gensidig ærlighed.

Så husk ærligheden i alt hvad du gør. Fortiden vil indhente dig hvis du glemmer denne vigtige livslektion.


Denne ene artikel er låst for kommentarer. Der skal ikke være mulighed for at identificere personerne konkret. Det handler om læringen i denne beretning, ikke en yderligere tilsvining af denne kvinde. Hun har rigeligt at kæmpe med, og hvis hun læser med vil hun selv vide hvem der er tale om.

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.