Det er på høje tid at gøre op med en fordom, for der ER gode grunde til nogle aldrig kommer i arbejde i et land hvor forsørgelseskulturen er kommet i centrum. Alle render rundt og er skuffede fordi de ikke lige fik den og den ydelse altimens nogle er fuldkommen til grin når de betaler deres skat, og derefter efterlades med beløb der nærmest er grinagtige i forhold til enkelte personers passive forsørgelse.
Misundelse? Måske.
Ikke desto mindre er jeg bestemt parat til at erkende, at min retfærdighedsfølelse er krænket når jeg oplever at forskellen mellem fuldtidsarbejde og passiv forsørgelse i enkelte konkrete tilfælde er så LAV at folk der arbejder nærmest er til grin over for både dem selv, men også dem som nyder godt af forsørgelseskulturen.
Det er der jo så også en del der har gennemskuet, for det kom for nyligt frem at en kloakkør havde problemer med at skaffe folk til arbejdet – en mødte sågar beruset op til jobsamtalen…
Det værste i hele dét billede er, at de FÅ der får FOR MEGET sker på bekostning af andre, som loftberegnes og mange andre ting, som skævvrider samfundet i en negativ spiral.
Under valgkampen blev vi lovet at der ville blive kigget på denne ulighed. Der er ikke meget der tyder på, at der vil ske en egentlig kulegravning af forholdene, for pludselig er det hele blevet til kompromiser og politik.
Politik som altsammen gør, at folk der gerne VIL yde en indsats her i samfundet kun har én udvej, nemlig at starte egne virksomheder. Simpelthen fordi skatteloven er sådan indrettet at du er anderledes stillet end lønslaver som piskes til at betale for hele dette cirkus.
Når jeg harmes fordi jeg er med til at betale for dette cirkus, så burde dem som oplever “nye” ordninger som er dårligere end gamle ordninger også være harme. Der burde faktisk være grundlag for helt uvildige skemaer som i Excel-format kunne vise hvor skævt det ser ud her i landet.
God weekend til alle.
