Udtrykket “regner som en ostebutik” er ukendt blandt mange, har jeg fundet ud af. Jeg er kun 38 nu hvor dette skrives, men allerede er der mange der har glemt hvordan ostebutikker dekorerede deres vinduer. Før vi flyttede til Roskilde med forældrene i 1984 boede vi på Frederiksberg, nærmere bestemt på Gl. Kongevej. Dengang var der en ostebutik (vel det vi alle snart kalder “shop”), som dekorerede sit vindue med gennemsigtig film, som lignede regn ned af vinduet. Fænomenet var udbredt i mange specialbutikker, som netop handlede med ost.
I takt med at oste er kommet ud af specialbutikkerne, og ind i supermarkeder og købmænd er der kun ganske få osteforretninger tilbage, og flertallet blandt disse er vel efterhånden kørende biler, som derved præsenterer deres oste i oplandet så de lokale har faste oste- og/eller fiskedage i byer hvor der ikke er efterspørgsel nok til en selvstændig butik, men dog en omsætning som så gør det attraktivt at køre rundt med disse oste.
Et stykke danmarkshistorie forsvinder med lynets hast, og det er ret underligt at være i slutningen af trediverne, og så alligevel se et fænomen forsvinde fuldkommen fra folks bevidsthed.
Hælebarer går en lignende tendens i møde i takt med at industrifremstillede sko bliver så billige at ingen gider reparere sko mere. Dengang jeg var barn var det meget sædvanligt at folk udskiftede hælen på sko, fordi skoene primært var for gode at gå i til at smide ud, men også fordi hælen er det første til at blive slidt hvis du går meget. Et par ordentlige sko behøver jo ikke lande i containeren for småt brændbart bare fordi en hæl blev slidt, så rent miljømæssigt er det fuldkommen vanvid, hvis begrebet med nye hæle forsvinder fordi vi alle begynder at gå i industrifremstillede sko.
Udviklingen står ikke til at standse. Det er indset for længst. Alligevel synes jeg det er morsomt at tænke over hvordan tingene forandres på få år.
