Nu er Danmark i krig igen. Denne gang har vi et “retfærdigt” ærinde, i hvert fald ifølge folketingets politikere, for denne gang er alle enige om at bruge militær magt for at forbyde Libyens diktators massakre – i hvert fald hvis han vælger at bruge fly til “opgaven”…
Vi har overstået Jugoslavien og senere Irak. Nu er det både Afghanistan og Libyen der skal sættes på plads. Spørgsmålet melder sig, ganske naturligt: hvad bliver mon det næste?
Misforstå mig ikke. Jeg støtter anstrengelserne for at undgå, at den libyske befolkning massakreres af Gaddafis håndlangere. Men derfra og så til at indlede militære operationer på må og få – alt efter den amerikanske præsidents lyster – er mig en smule perverst. Vi så samme tendens under George Bush, der jo tydeligvis havde et opgør i forhold til Saddam Hussein… Vi så det senere da World Trade Center blev centrum for en krig mod terrorismen, som vi af andre kilder kan læse nu medfører tusindvis af registreringer af alle mulige oplysninger om ALLE borgere. Altsammen uden vi får aktindsigt i hvad der konkret registreres…
Sagt på en anden måde: med den nuværende politiske kurs er vi nået derud hvor selv George Orwells bog “1984” er det rene vand. Nu er verdenssamfundet blevet den alvidende gruppe som – med varierende held – afgør hvem der er “de gode” og hvem der er “de onde.” Når der råbes “giv agt!” så lystrer vi ganske som halen der styres af hunden. I nyere tid minder det mere og mere om en hysterisk puddel frem for en velafbalanceret labrador.
Vi får at se hvad næste militære projekt bliver. Der er jo talrige steder hvor regeringerne bobler med hver sine ideologier. Hvis vi skulle gribe ind hver gang der foregik noget vi var uenige i, så kunne det dog undre, at vi ikke for længst har reageret på Nordkoreas provokationer eller Fidel Castros magtdemonstrationer, for slet ikke at tale om de overgreb der foregik i Kina.
Åbenbart en meget stor forskel på hvem der er “the good guys”.
Endelig melder spørgsmålet sig også om vi mon efterlader en bedre verden til vore børn – og senere vores børnebørn? Fredens vej er ikke nødvendigvis nogen nem kurs, åbenbart.
