Tour de France

Dagens etape var utrolig smuk. Tågen spillede lidt et kispus under nydelsen af udsigten på landskabet, men afslutningen, hvor Andy fik chancen for lige at passere Contador var en flot gestus. 8 sekunder skiller drengene. Det gør afslutningen endnu mere spændende end nogensinde før.

Hvad der er knap så flot er den fortsatte saga hvor Kyllingen (a.k.a. Michael Rasmussen) fortsat drømmer om at komme tilbage til Tour de France, men ikke helt har forstået betingelserne…

For det første vil jeg selv sige vi var mange der støttede Kyllingen, og synes det var hamrende godt han måske kunne blive den første RENE danske vinder i nyere tid. Efter skuffelsen med Bjarne Riis’ erkendelse var en sejr for Kyllingen noget vi alle kunne være stolte over.

Men Kyllingen overholdt IKKE reglerne for whereabouts. Han havde en undskyldning med krise i forholdet som forklaring på dette – men vi ved jo alle, at informationer om whereabouts er konfidentielle. Han kunne sagtens have meldt den korrekte lokation uden der ville være nogen diskussion om den sag i pressen.

Ligeledes er det efterhånden kendt overalt at Kyllingen er så veldisciplineret på sin cykel at det var fuldkommen ligegyldigt om familien var med til træningen eller ej. Alle der kender til sport véd at koncentrationen skal være optimal, så det er ikke altid sexlivet ej heller kan plejes for de aktive udøvere af sporten. Det kender vi også fra talrige interviews med håndboldtræneren Ulrik Wilbek m.fl.

HVIS Michael Rasmussen vil tilbage til Tour de France så må han erkende følgende:

  • Beklage, at han begik en fejl i forhold til whereabouts, og at TdF-ledelsen var i sin gode ret til at afvise hans deltagelse dengang. Hvorfor true med diverse sagsanlæg, hvoraf det første skulle være mod Rabobank-holdet, når der efterhånden er gået så lang tid, at den trussel vist alligevel kun var en gang varm luft?
  • Holde op med at insistere på at få sin egen vilje når det eneste der kræves er en erkendelse af forholdenes sammenhæng i stedet for at væve spindet større?
  • Hvis ovennævnte kom på troværdig måde KUNNE det være et kommende hold turde binde an på Kyllingen. Men under de nuværende forhold er der jo ingen der tør skrive kontrakt med Kyllingen.

Ovenstående er, efter min bedste overbevisning, en meget sober “analyse” af situationen. Tour de France handler om godt cykelløb, og vi har ikke brug for personfnidder i en sportsgren der i forvejen lider under alt for mange problemer med lidt for gode resultater – og lidt for smarte læger…

Jeg tror ikke Kyllingen nogensinde skulle have taget noget ulovligt, men hvis man insisterer på altid at FÅ ret gør man det mere besværligt for sig selv end det behøver at være.

Så mon ikke Kyllingen en dag besinder sig? Dén dag kan blive starten på et nyt Tour-eventyr, og det er oplagt at Kyllingen kunne finde et hold den dag han er parat til at være holdspiller med fælles idealer frem for en individualist med en alt for kort lunte.

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.