Det er tragisk at høre debatten om bijobberi blandt læger. De siger på TV2 News, at man ikke kan tvinge folk til at arbejde mindre som et spørgsmål, hvorefter Sophie Hæstorp Andersen (sundhedsordfører for A) giver ret i at “almindelige” læger ikke kan tvinges til at arbejde mindre, men antyder samtidig at det skulle være en overlæges primære job KUN at beskæftige sig med jobbet på det offentlige sygehus.
Det handler primært om at være ansvarlig.
Ganske som en taxachauffør ikke bør sidde bag rattet når han/hun er træt, så er det også vigtigt at slå fast at EU har vedtaget et arbejdstidsdirektiv. Det siger klart og tydeligt at GENNEMSNITTET for en arbejdsuge (fordelt på hver 2 uger) IKKE må overstige 48 timer.
Så er det fuldkommen ligegyldigt om lægen, taxachaufføren, sygeplejersken, fiskeren, renovationsmedarbejderen eller kontorassistenten har BRUG for flere timer af økonomiske årsager. Reglerne er ENS FOR ALLE.
Alle de forskellige krumspring der foretages i debatten er fuldstændigt at skyde forbi målet. Hvorfor ikke behandle ÅRSAGEN til problemet med lægefejl? Hvis der er manglende opdateringer af kurser var det måske vigtigere at få taget disse kurser end at sætte sig ned og lade sig nøje med status quo.
Når nye behandlingsformer er komplet kinesisk for en praktiserende læge fordi han/hun ikke har fulgt med i samfundsdebatten, så afslører det et vakuum — og jeg fornemmer ganske klart at mange har GLEMT baggrunden for lægeløftet. Det skulle gerne opfattes som et kald i stedet for alene en komfortabel levevej.
Lad mig lige afslutte med en parallel og anføre, at ganske som en buschauffør der forulykker med en dobbeltdækker i udlandet kan STRAFFES med fængsel, så bør skødesløshed OGSÅ kunne straffes. Hvorfor læger skal være fredet i en anden klasse er én del af det grundlæggende problem. Så begynder vi at være på sporet af hvordan ansvar skal forstås.
