På vej mod de 40…

På vej mod de 40 er en logisk konklusion når jeg tænker på, at jeg har rundet de 36,5. Der er under et halvt år til de 37, og inden vi får set os om holder vi stor fest i 2013. Altsammen super-hyggeligt.

Men der er også en anden vigtig lektion at lære nu hvor vi har tre dejlige unger, og snart kan fejre 8 års bryllupsdag. En lektion mange overser, og som får andre til at ramme en midtvejskrise. Det bilder jeg mig selv ind ikke sker for mig — af flere grunde.

Afklaring af mål
Jeg er meget afklaret hvad angår mine mål. Jeg har kun nået ganske få af dem indtil videre, men jeg er — med nogle gange små museskridt — på vej til at nå dem alle. Den dag jeg har opnået dem alle er den dag hvor jeg enten kommer i tanke om et nyt mål, eller lægger mig til at dø…

Rolig nu. Ikke misforstå. Men er der ikke noget om snakken? Ganske som en dag hvor man intet nyt lærer er kedelig, så ville det da synes formålsløst at stå op om morgenen, ikke sandt, hvis alt var “nået”?

Politiske tanker
Jeg havde engang politiske drømme. Realiteterne ved politiske organisationers selv-fede attityder er gået til hovedet i de fleste partier. Når der er nogle der gør oprør, eller maner til eftertanke, så får de smæk, fordi de ikke følger partilinjen. Dén slags kan jeg simpelthen ikke acceptere. Vi skal alle lære nyt, og debatten skal starte på græsrodsniveau for at være folkelig. Når debatterne startes i akademiske korridorer har de for længst tabt enhver relevans for os almindelige mennesker.

Når oppositionen derfor gentagne gange klokker i det fordi man ikke koordinerer sine udtalelser, så græmmes jeg. Jeg ville pokkers gerne engagere mig i politik, men jeg véd også, at mit blodtryk ikke ville have godt af det.

Jeg tror nemlig, at politikere skal være det pga holdninger, og ikke fordi det “bare” skal være en levevej de vælger. Men det politiske system vi har her i landet er så vanvittigt. Der lyves gentagne gange for befolkningen når det gælder regler som ikke kan indføres fordi EU træder alt for meget ned i detaljen, og derfor snart umuliggør en reel folkelig politik i de nationale parlamenter. Ting bliver tvunget ned over hovedet på os, og alligevel har hele hylekoret travlt med at rose udviklingen…

Churchill — en god rollemodel
Sir Winston Churchill var en god rollemodel fordi han TURDE skifte holdning (og parti) når dette var nødvendigt. Det har jeg såmænd også gjort adskillige gange. Jeg har fundet mit parti, men mange har gennem tiden joket med, at der kun er få steder jeg ikke har været medlem…

Jens Otto Kragh sagde: “Man har et standpunkt, indtil man tager et nyt”, og han havde ret. Vi skal TURDE erkende vi KAN begå fejl for at vokse forbi disse fejl. Hvis vi ikke tør stå ved vores fejl, men forsøger at bortforklare dem, så mister vi reelt vores identitet.

Det er dén slags ærlighed jeg altid har haft. Folk har til tider kaldt mig stædig, men jeg mener ikke jeg er stædig. Jeg er vedholdende, fordi jeg mener jeg har ret, og jeg tager gerne en diskussion om hvorfor jeg mener jeg har ret.

Når jeg gennem tiden har kunne hjælpe mange mennesker, så har det været en stor fornøjelse at gøre det, fordi jeg har set muligheder og potentiale i det som skulle gøres. Hvis jeg en dag kun skulle hjælpe til med at grave huller for bagefter at dække dem til igen, så ville jeg hurtigt komme til at kede mig.

Men, anyway, blot en lille causering over livets mange nuancer, og lidt inspiration jeg håber du også kunne bruge i dit liv.

PS. Kommentar-feltet bider ikke. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.