I dag er det præcis 12 år siden den mest chokerende nyhed, at Prinsesse Diana var død, nåede folk. Jeg husker det, som var det i går, da min søster og svoger ringede og fortalte mig nyheden. Jeg var sygemeldt et par dage pga en nedgroet negl på højre storetå som var blevet opereret et par dage før (om fredagen), og fik noget af et chok da jeg hørte nyheden. Jeg rykkede ind til naboværelset på Bøgevej i Roskilde for at se hvad tv-nyhederne havde at sige om sagen.
Som så mange andre troede jeg det var en billig vits, men det var så ganske bestemt alvor. En af vor tids mest moderne prinsesser – med hjertet på rette sted – var død. Mysteriet om hendes død lever stadig som endnu en konspiration med langt flere spørgsmål end svar. Hver gang vi har besøgt Paris har flere af stedbetegnelserne straks sendt os nostalgisk tilbage til præcis dét tidspunkt.
4383 dage siden denne tragiske begivenhed, og så alligevel så ganske levende også da Sir Elton John sang “Candle in the Wind” om folkets prinsesse ved hendes begravelse. Sandt at sige en sang som passede sig ganske glimrende til denne smukke kvinde, som døde i en alt for ung alder.
Flere af dem som stod hende nær har vist deres mest ondskabsfulde sider i en søgen efter sensationen som kunne gøre, at de kunne skumme fløden på denne tragedie. Absolut tragisk at nogen kan få sig selv til at opføre sig sådan på en anden persons bekostning.
Hvor man om de fleste andre siger, at vi taler pænt om de døde, så gjaldt dette åbenbart ikke folkets prinsesse. Det er som om nogle ikke kan tåle, at der findes idealer her i samfundet. Straks skal nogle pille hende ned, ganske som det er sket med så mange andre ned gennem historien. Værst midt i alt dette er, at vi på denne måde går glip af meget viden om de historiske personer som netop kunne tilføre os bedre nuancer. Mange er forblændet af deres egen mangel på respekt over for de døde.
Jeg har læst de fleste biografier der er udkommet siden, og der er mange spændende spørgsmål jeg gerne ville have stillet. Den nysgerrighed må gemmes. Men hvad der ikke forgår er mindet om en kvinde som kæmpede for sine drenge – William og Harry – og som måske i de sidste måneder langt om længe fandt en person som accepterede hende som ligeværdig. Det engelske kongehus vil nok aldrig forstå hvad hun forsøgte at bibringe, men spørgsmålet er om ikke prinsesse Diana, i sidste ende, også ville være gladere for at være accepteret af folket frem for et kongehus og en ægtemand som ikke viste hende spor respekt?
Æret være folkets prinsesses minde.
