I morgen er lidt af en rekord for fruen og jeg. Den 13. februar i år er det nemlig 8 år siden at jeg serverede det første måltid for den kvinde som den 3. november samme år blev min kære hustru og senere mor til tre dejlige unger. Gennem disse år har vi haft flere forskellige biler.

Det hele startede med en Volvo 245 stationcar (årgang 1986), efterfulgt af både Toyota Corolla, Ford Fiesta, sågar en Daihatsu Charade. Før den nuværende VW Passat havde vi en Volvo 740 stationcar. Nok den hidtil bedste bil.

Nyere bil i dag
Dog ser det ud til at dagens overtagelse af en Suzuki Baleno (årgang 1999) kommer til at gøre dem alle helt til skamme. Det er godt nok en dejlig bil som kun har rundet de 168.000 kilometer. Kører simpelthen fortræffeligt.

Der kan siges mange ting om de biler vi gennem tiden har haft. Herunder særligt at Ford Fiesta og Daihatsu Charade var dejligt økonomiske biler. Omvendt var det et “helvede” at skulle sætte autostole i biler med kun to døre.

Toyota Corolla’en kørte faktisk rigtigt godt, men efter den blev stjålet ovre ved bussiden af Slagelse Station var det aldrig det samme med den bil. Det kostede os 2.800 at få skaderne repareret, som vi efterfølgende aldrig fik erstatning for, men også det rent private i at andre havde misbrugt bilen gjorde at vi skilte os af med den.

Den bil vi hidtil var mest glade for var så ganske afgjort køreegenskaberne ved Volvo 740, som tjente os trofast da vi i 2006 kørte til Frankrig. Vi fik lavet os en af de sjoveste reparationer af kølerslanger som blev eftermonteret med bagagestropper for at holde den nederste slange fra generatorhjulet. Dette blev synet helt uden anmærkninger — også selvom andre sidenhen har troet, at det var rent Georg Gearløs at lave en reparation på den måde. Jeg kan kun sige: hvad pokker gør man når man står i centrum af Paris med kun en mindre værktøjskasse? Man er KREATIV! Jo mere kreativ, jo bedre løsning. Denne reparation fulgte bilen lige indtil den blev solgt i august 2007.

Siden dengang har vores VW Passat også tjent os trofast. Service var overholdt indtil 286.000 km, og vi overtog den da bilen havde kørt 342.000, og nu runder den 380.000. 1988-modellen er hårdfør og klippestabil, Også selvom der er et mindre hul i udstødningen, forlygten er smadret (pga rådyret) og forreste blinklys af samme grund mangler. Den eftertænder en smule når vi slukker for bilen, og har lidt problemer med at gå ned i tomgangen. Bilen blev synet 7. april 2008. For den rigtige mekaniker var der såmænd en spændende bil med muligheder for i hvert fald 4 år mere.

Vi gider bare ikke det med gamle biler mere, så nu bliver det en sjov og spændende tid mens vi nu velkommer Suzuki Baleno i familien.