I dag er det – allerede – et år siden, at Michael afgik ved døden i alt for tidlig alder. Fruens mors fætter, en rigtig god ven af huset. Savnet af os alle. Vores datter spørger stadig ofte om liv og død, og på hendes egen måde tror jeg faktisk hun har fanget langt mere af budskabet end de fleste andre gør. I en alder af 5 synes jeg det er flot.
Respekten for livet er centralt. Erkendelsen af døden som lige så fast resultat af det at vi lever ligeså. Der er ikke rigtig nogen kure der kan sikre imod denne “konsekvens” af livet. Spøgefuldt siger vi jo at de eneste to sikre ting er døden og skatterne. Nogle gange føles det nærmest som om betalingen af skat er langt mere nærværende end døden – og næsten også livet.
Der har været mange tanker om et behandlingssystem der svigtede. Han var en ung mand, der på flere måder forsøgte at kæmpe så hårdt at kun de færreste mærkede hans hjerteproblem. Han tog fat, var altid ved godt mod, og så altid fremad. Han var opgivet af de fleste især på kærlighedens område. De kvinder som kom ind i varmen udnyttede ham på hver deres facon. Måske lige med undtagelse af den sidste kæreste, men også dér skulle eks-konen gøre sin indflydelse gældende.
Det er selvsagt, at Michaels børn (Mille, Sara og Thor) altid vil kunne regne med vores fulde opbakning og vores hjælp på enhver tænkelig måde – omend vi erkender, at eks-konen aldrig kan genoprette nogen form for tillid herfra efter den opførsel hun ganske få dage efter lagde for dagen. Bygones are bygones siger englænderne, men jeg kunne ikke lade være med lige – ganske kort – at causere. Michael var speciel. Ikke ret mange værdsatte hans egenskaber i levende live. Deres tab og deres problem.
For os andre huskes kvaliteterne. Vi er taknemmelige for dem, også selvom gravstenen flere gange er et tydeligt vidnesbyrd om et liv, der blev taget i en alt for ung alder.
