Jeg er, mildt sagt, forundret over hvor mange gange man hører kommentaren “Du er nærmest overkvalificeret” når man selv (eller andre) har været til en jobsamtale. Mit inderste stiller straks spørgsmålet: “Tror du ikke på jeres egen virksomhed?”
Alle søger, mere eller mindre, stillinger som de enten fuldt ud matcher eller på enkelte områder over-matcher, men det første skridt i positiv retning er da at man kan få dygtige folk til sine opgaver. Hvorfor “nøjes” når man kan få en elegant king-size version af sit jobmatch?
Som sagt: jeg ville mene det er positivt at dygtige og kvalificerede mennesker søger et job. Det er min erfaring at det er nemmere at arbejde med i forvejen dygtige mennesker. Det er nemmere at gå direkte til “kødet” på et coaching-forløb med mennesker hvor man ikke skal begynde på Folkeskolens Afgangsniveau. Intet ondt om FA-niveauet – men vi kan ikke allesammen bevæge os på det jævne hele tiden…
Hvordan kan vi holde fast på dig?
Surprise: det kan ingen!
Nej, alvorligt ment. Ingen kan nu til dags stavnsbindes til en bestemt stilling. Spørg en dansker hvad han/hun ville gøre hvis han/hun vandt 2 mio i Lotto. Klippe slipset på bossen rangerer i nærheden af 80-85% af svarene, afhængig af branche og alder.
Tænk engang: Danmarks største udfordring for chefer. At synliggøre at de selv kun passer deres arbejde ganske som en politiassistent, en taxachauffør, en mekaniker eller hvem som helst. Alligevel forholder alt for mange ledere sig ganske tavse i stedet for at spørge sig selv: “hvad kan jeg gøre ved dette?”
Når og hvis man så skriver en bog der skulle hjælpe den slags ledere ud af krisen, så er den helt gal at en eBog om emnet skal koste 199,-. Jeg spørger kun én gang: koster det ikke penge, energi, opdatering og almen interesse at fastholde en månedsløn på 40K+??? 🙂
Jeg ville mene, at denne slags udfordringer burde få mellemledere og ledere op af stolen. Der er en meget vigtig ingrediens folk savner i deres arbejde. De aner simpelthen ikke hvad det er, og jeg vil ikke give oplysningen gratis. Til gengæld medvirker jeg gerne i projekter i forbindelse med Human Resource når folk kommer og spørger. 🙂
Der følger en vis erfaring med det at have prøvet mange ting. Det kan kaldes et “snørklet” karriereforløb. Jeg ville nærmere kalde det en identifikationsfase hvor man lærer sig selv bedre at kende i forhold til bestemte brancher. Sådanne afklaringer er faktisk med til at sikre en større stabilitet senere i livet, hvor andre netop gør oprør efter en strømlinet karriere med grundskole-gymnasium-universitet-karriere. Når der så er gået 10 år i en bestemt virksomhed er den slags mennesker ret ofte ved at være udbrændte. I stedet for at turde åbne geniale bøger om personlig udvikling, ender nogle i stedet med livsstilsmønstre som ikke harmonerer med godt og stabilt familie- og jobliv.
Dét mener jeg er værd at huske – også selvom kun ganske få taler og skriver om den slags. 🙂
