Manglende format!

Ufatteligt sørgeligt at se dansk melodi Grand Prix her til aften. Havde personligt håbet, at enten James Sampson eller Me & My havde vundet, men nummeret Drama Queen er simpelthen under lavmålet. Jeg er klar over, at finnerne havde deres hygge med visse rumlignende væsner og følgelig vandt MGP i 2006, men ligefrem at stille op som drag på international scene….. Jeg savner simpelthen ord for dét.

Men OK. Det er nok bare mig der er fastlåst i forældet tænkning….. 😉

Langt mere spændende er det at konstatere, at der på den politiske scene synes at være en opblødning af vores politik med hensyn til hjemsendelser på vej. Det var på høje tid at få en mere nuanceret vurdering frem i lyset. Selvom der ikke skal herske selv den mindste tvivl om at Rikke Hvilshøj ikke ville overleve politisk et sekund på sin minister-taburet, men ville stå til fyring hvis jeg var statsminister, så er det i hvert fald godt, at TV2 levede op til dens opgave.

Selv statsministeren har jo erkendt, at pressens rolle er at holde et vågent øje med regeringen. Det vågne øje er somme tider også et øje, der skal grave ganske dybt for at trænge igennem al den spin som flere ledende politikere har omgærdet sig med.

Spørgsmålet er: hvis vi har de politikere vi fortjener, hvad pokker har vi så gjort siden vi skal straffes sådan som det sker lige p.t.? Vi betaler af på vores udlandsgæld og effektiviserer overalt, men nogen egentlig effekt af at udlandsgælden snart er væk savner vi helt. Selv en mulig Olympiade forsøges skudt i sænk af visionsløse politikere.

Det mest opmuntrende var da, at vi i denne uge – langt om længe – fik et signal fra finansministeren om at han hellere ville bruge pengene på sygehusene. Jamen dog. Selvmål! Skudt sig selv i foden…. Lad os nu se hvad der sker når Finansloven for 2008 skal præsenteres.

Vi får vel den sædvanlige sang: befolkningen må holde igen, og så kan politikerne altid pleje egne interesser. Det så vi i 80’erne —- og desværre tyder meget på, at der ikke er sket ret mange forandringer siden.

Så status må være, at den kommende uge kun kan blive mere positiv og optimistisk. Jeg er borgerlig af sind, men engang imellem kniber jeg mig i armen for at være sikker på jeg dels er vågen, men også fordi det synes som om Oppositionen sover. Der er så mange muligheder for rigtige scoringer, men der savnes åbenbart en kvalificeret spindoktor i den lejr for at sætte ordentlig gang i det politiske bål.

Selv på Tinget må de være ved at falde i søvn…. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.