Det er underligt at tænke på, at Natacha snart bliver 5 og at Christopher passerede 1 i april i år. Den mellemste, Patrick, står snart over for at blive 3 – den 10. september.
Tiden går så ufatteligt stærkt, og det synes nærmest kun som om man blinker en enkelt gang, og så er endnu et år gået. Genialiteter, smil, surmuleri, råberi, vrede, glæde – altsammen del af det følelsesmæssige spekter som udgør det at vokse op. At blive stor.
Når jeg nu selv i år passerede 11 gange min første søns alder (blev 33 i april), så kommer tanken: “en trediedel af et helt århundrede.” En tankevækkende størrelse. 18 var myndighed. Tyve var anden gange rundt. 25 var det kvarte århundrede, men at der kun går 8 år mellem det kvarte og en trediedel af et århundrede er – hvor banalt det end måtte synes at være – noget specielt.
Med forældre der snart runder de to trediedele af et århundrede HVER (i 2008), så er det med tiden og perspektiver en sjov størrelse. Vi vokser konstant, men sætter vi også pris på hver eneste dag vi får her på planeten?
Dét synes jeg er værd at tænke på… 🙂